De to mus, Nysgerrig og Kloge, sover godt oppe i kirkens tårn. Pludselig larmer klokkerne, og de farer ned ad trapperne og ud. At være kirketårnsmus er vist ikke noget for dem. Så næsten hellere bo i det lysende træ, de kommer ud til.
”Det er mærkeligt med de små sole”, tænker Kloge og går i stå, mens Nysgerrig finder en guldgrube af mad i hækken. Da de sidder og mæsker sig i chokolade, ser de, at der er mange af disse små sole rundt omkring.
Den sidste tid på Stadion i skoven havde de lagt mærke til, at tiden med sol blev kortere og kortere. Nysgerrig syntes bare, at det blev koldere, mens Kloge, der dengang bare var Klumpe, var bange for, at solen helt ville forsvinde. Nu ved Kloge, at det er tidens gang. Det er derfor, at det bliver koldere.
”Så må vi da have solen frem igen,” siger Nysgerrig. Kloge griner lidt. ”Det kan hverken mus eller mennesker.” Menneskerne har dog fundet en måde, så der kan komme mere lys. Men det hjælper ikke, hvis solen helt går væk.
Da de først har lagt mærke til de små sole, ser de dem overalt. Det er lige før, selv Nysgerrig er mere optaget af at finde disse tegn end at finde gode spisesteder. Dens næse tager dog ikke fejl, når først noget lækkert er i nærheden. Ved et lille hus finder den rester af pølser og andet som ude på Stadion. De følger åen og finder et sted med græs og gode buske, så der tager de et dejligt hvil.
Kloge tænker videre over det med lyset. Fra talen ved træet husker den, at der med barnet kom et særligt lys til verden. ”Mon menneskerne hænger de små lys op, fordi solen er ved at forsvinde? Måske er de bange. Eller hænger de dem op for at huske det barn, der skulle være et særligt lys?” Kloge tænker højt. Men Nysgerrig svarer ikke. Den kan ikke forstå, hvordan et barn skulle kunne gøre noget, hvis solen forsvinder. For den er mad og et godt sted at sove nu også vigtigere, end om det altid skulle blive nat.
Længere fremme bliver det svært at følge åen, så de smutter op i byen til gågaden. De hører klokkerne fra den store kirke. Der finder de hen, men de vil ikke sove i hullerne igen. De synes, at hjerneskaller er for uhyggelige. I stedet finder de en åbning på den anden side af kirken. De kan lige smutte igennem og finder en dejlig, lun kælder. Den er også fri for katte og mennesker - ja, selv fri for de små sole. Hvis der så heller ikke er en larmende klokke, er lykken gjort. De har fundet en drøm af et sovested.
Da klokkerne ringer, er musene væk.
Lidt lækkert de finder i en affaldssæk.
De mange små sollys får de aldrig talt.
Er det mon en kamp mod, at mørket blir alt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar