torsdag den 6. december 2018

4. december


De to mus vågner i træet med de mange sole. Kloge, der var faldet i Helligkilden og blevet klog, tænker over det med træet som et juletræ. I går fandt den ud af, at det har med et barn at gøre – og noget med lys.
Nysgerrig er smuttet på opdagelse. Det hvide er væk. I stedet er der noget meget vådt. Nysgerrig kan lugte mad på lang afstand. Nu kalder den fra en guldgrube af en skraldespand.
Ved siden af træet er en stor hvid bygning. ”Det er en kirke”, siger kloge. Det ved den bare, selv om kirken ikke ligner den anden med hullerne. Kloge ved nu også, at kirker har med barnet at gøre. Den vil gerne ind i kirken, men selv ikke Nysgerrigs næse kan finde vej.
”Mon der helst ikke må komme nogen i kirken?” tænker Kloge.

Nysgerrig er dog ikke så grundig, da den ikke kan lugte mad. For der er et hul, og de kommer ind. Det er mørkt og stille, så her burde de have sovet. Som de smutter rundt, ser de en mand flyve oppe i den ene ende. Han er dog ikke levende, men malet på det buede loft. Det er Kloge, der igen pludselig ved mere end før. Billedet er over det vigtigste sted i kirken, så personen må have betydning. Kloge ved nu også, at det er barnet som voksen – eller måske mere end voksen, for billedet handler vist om fremtiden. Der er meget, som Kloges hjerne nu ved. Den vil dog gerne vide mere om barnet, manden og ham her på skyerne.
Nysgerrig har snust sig rundt i det store rum. Intet, absolut intet er der at komme efter. Men der er flere rum – flere muligheder.

Så sker der noget. De hører døren blive åbnet, og lyset bliver tændt. Begge mus skynder sig ind under noget langs vægen, hvor det også er varmt. Menneskene begynder at larme – eller, som Kloge pludselig kan forklare Nysgerrig: ”De laver stemmetræning, inden de skal øve sig på en sang.”
De to mus finder en smutvej bagud. De kommer til en trappe. Undervejs op ad trapperne finder de lidt at spise. Kloge mener, at det er middelalder-rollespilsbørn, der har tabt det. Nysgerrig ryster på hovedet. Kloge er blevet mærkelig, men maden fejler ikke noget.
Oppe i tårnet finder de et godt sted for natten. De bliver kun forstyrret af en stor klokke, der ringer. Sang og spil kan de også høre, men det er kun ganske svagt. Efter en nat i det lysende træ, trænger de meget til en god nats søvn.

I kirken er stille, mørket gør dem godt.
En mand flyver oppe på hvælvet så flot.
Så blir de forstyrret af sangernes skrål
og finder en smutvej med tårnet som mål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar