torsdag den 6. december 2018

18. december


En mand er ved at gøre rent. De to mus må hellere liste af. En kirke er et godt sted at sove. Men nu må Nysgerrig i gang med at snuse. Dens mave fortæller, at den er sulten.
Kloge dur ikke til at finde mad. Den kan dog finde ud af så meget andet. Den hører mange ting og ved meget. F.eks. at Kongens Hulvej ikke er langt væk. Der kan de måske finde noget. Men det er vist længe siden, kongen kom forbi. De løber gennem træerne. Præsten havde fortalt om nogle hovedløse ryttere. Kloge forestiller sig, hvordan det mon vil se ud. Nysgerrig ryster på hovedet. Det findes da ikke. ”Men det gør ulvegraven.” fortsætter Kloge. ”Men det var vist også i gamle dage.” Nok er Nysgerrig modig. Men den vil helst ikke møde hverken kat, ræv eller ulv. De må finde en anden vej.

Nysgerrig kan pludselig lugte røg. Det er fra et bål. ”Bål om vinteren. Så må der også være mad.” De finder stedet og kan se nogle i blå skjorter. De er ved at varme pølser. Nysgerrig er klar til at kaste sig over dem. Men menneskene vil se det, og bålet er varmt. Kloge husker, at der ved møllen også kom nogle i sådanne skjorter. De havde snakket om bål og noget med solens hjem. ”Snobrød” siger Kloge. Dem ved møllen havde snakket om snobrød. ”Måske er der brød et sted.”
Nysgerrig går på jagt langs huset. Kloge er lige bagved. Den er også sulten. Og ja, søde sager som i byens gode butikker. De finder både pandekager og klejner på et bord. Nysgerrig får snedigt fat på noget. Det gør godt i maven.
Nu begynder de blå at synge. De synger højt, klapper og larmer, når de rejser sig og sætter sig. Det er næsten som i byen. De to mus spiser hurtigt. Nu vil de gerne tilbage til freden i skoven med bækken. Men hvilken vej?
Nysgerrig tror på sin næse. De kommer til en stor vej. På den anden side er en dejlig græsplæne. Bag et stort hus begynder skoven. De holder en pause. ”Her har været mange mennesker, og det har noget med kirken at gøre”, siger Kloge. Husene på hver side af det store hus er placeret helt perfekt. ”Byplanlægning”, tænker Kloge. Her er folk kommet for at se en ny måde at tænke by. Der har været svømmehal og biograf. Den fortæller Nysgerrig om det. Men Nysgerrig synes, at der mangler noget. En mand, der kan planlægge både kirke og by burde også have haft museplanlægning med. For der er hverken skjul eller mad. En lun badehal eller en mørk biograf kunne den dog godt bruge som sovested.
Men skoven er bedre. De smutter forbi husene. Skrænten ned til bækken er stejl og høj. Godt det går nedad. De husker stadig turen op til møllen. Lidt nede finder de et godt hul under et træ. Det er lille, dybt og dejligt tørt. Perfekt til to trætte mus.

Et bål midt i sneen, mennesker i blåt
med snobrød og pølser. Ja klejner gør godt.
Til mus er der ikke lagt byplan fra før,
men hule i skoven de finder så tør.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar