10. december

De to mus, Nysgerrig og Kloge vågner. Også denne kirke sover man godt i. Men der er ingen mad. Nysgerrig har allerede været en tur rundt med sin gode næse. Kloge vil dog gerne se sig lidt omkring. Den bliver overvældet af det gyldne alter. Guld i en kirke er flot. Der er også spændende fortællinger i vinduerne. Da Kloge går videre på opdagelse, ser den forskellige små vers gemt i loftet. Den ved med sin kloge hjerne, at de vil kunne synges. Men selv om den er nok så klog, så kan den ikke finde melodien.
Nysgerrig kommer og forstyrrer, da Kloge er i gang med at læse. Den vil ud igen og tilbage til gågaden. Det er på tide at finde krummer og gode rester i de forskellige spande. Lidt tøvende følger Kloge med. Den ville gerne have læst noget mere. Det er nærmest som flødeskum til tankerne. Men rigtig mad vil nu også snart være godt.

De to mus løber længe - både over veje, gader og gennem døre. Snart trænger de til en pause. Det er svært hele tiden at skulle undgå at blive set eller trådt på. Deres maver har de dog fået fyldt. Så de finder et hvilested under en gammel bro.
”Det er altså mærkeligt”, siger Kloge. ”Åen har ikke altid løbet under broen.” Nysgerrig kigger undrende på Kloge: ”Hvad?”.
”Ja, da broen blev bygget, løb åen ved siden af.” Kloge undrer sig selv over, hvad den skal bruge det til.
”Du bliver mere og mere skør.” siger Nysgerrig. ”Er du sikker på, at du blev klog af at falde i vandet og ikke bare skør?”
Kloge synes også, det er mærkeligt. Men Helligkilden har gjort den klog. Nu ved den f.eks., at det var nemmere at bygge en stor stenbro på tørt land og så bagefter få åen til at løbe under. Den ved også, at en stenbro er bedre end en af træ. Før denne bro havde der været mange broer af træ. Nogle på 70 meter. Dyr er faldet igennem rådne brædder og huller i de gamle broen. ”Uh,” tænker Kloge. ”og ser ned i det kolde vand.” En bro er nu en god ting – også for mus, der ikke kan flyve.

Kloge tænker videre: ”En bro binder noget sammen.” Den ser på Nysgerrig. Mon de har brug for en bro. De har det ikke altid sjovt længere. Siden dens hjerne er blevet klog, har Nysgerrig ikke forstået det hele – eller også er det fordi, den ikke vil forstå det. De bliver sure på hinanden.
Men så kommer Kloge til at tænke på barnet og julen. ”Binder de mon også noget sammen?” Kloge kan næsten blive sur på sin egen hjerne. Den kan ikke lade værre med at tænke på, om barnet er Guds bro til mennesker og til mus. Godt Nysgerrig ikke hører den tanke. Så ville den helt sikker risikere en tur i åen.

Et alter så gyldent og salmernes ord

gør Kloge helt stille, mens Nysgerrig glor.

Dog gågade, godter de begge kan li’,

og dejlig er broen, når man ej er bi.