Nysgerrig og Kloge er klar til at komme væk fra byens larm. De har spist godt, så de behøver ikke tænke på mad. Kloge sukker, og Nysgerrig nikker. De tænker begge på den stejle bakke op til møllen. Der må være en anden vej til fredshaven.
Solen kommer frem. Nysgerrig kan fornemme skov ikke langt væk. De kommer til en bæk. Lidt inde i skoven er der ganske stille og fredeligt. Med sne på træerne ligner det de billeder, musene har set i byens butikker. ”De hedder postkort”, siger Kloge. Efter den faldt i Helligkilden, ved den næsten alt. ”Men hvor er så kirken?” spørger Nysgerrig. På mange af postkortene har de set en fin hvid kirke i snelandskabet. Og det er en særlig slags kirke – anderledes end dem, de har været i. Så hører de en klokke ringe. Det lyder som en kirke, så dér må de op. Det er lidt koldt i sneen ved bækken. Måske har den kirke en god kælder.
Op ad bakken og forbi nogle veje. De kommer forbi en skrænt eller et hul. ”En gryde” tænker Kloge. Den ved, stedet bruges som kirke. Men klokken er ikke her. Kloge tænker på, hvor mærkeligt det er at kalde naturen for en gryde. Den opdager ikke, at Nysgerrig pludselig standser. De vælter begge to. Nysgerrig kalder dog ikke Kloge for Klumpe som før i tiden. ”Dér” siger Nysgerrig. Det tager lidt tid, før Kloge ser kirken. Den ligner præcis dem på postkortene; hvid, firkantet, med tårn og det hele. De står ved siden af en mærkelig bygning med flyvende tag. Der er nok en kælder. Men det er kirken, der kalder på dem. Klokken ringer endnu – eller rettere, den kimer. Det ved Kloge pludselig, at det hedder, når der slås hurtige små slag. Det må larme deroppe. Kloge ved, at nogle mænd fra et kimelaug står og slår med trækøller.
En mand kommer omme bag fra kirken. Han har en sort kjole på. Det er præsten. Han går ind i kirken. Inden døren lukker, smutter de to mus med ind. Der er mange mennesker. Det er nemt for musene at finde et godt, varmt sted.
Foran i kirken står nogle piger. ”Det er et kor”, siger Kloge, da pigerne begynder at synge. Det havde Nysgerrig gættet. ”Det er bedre end klokkelarm”, tænker den og tager sig en lur. Men Kloge lytter. De synger som engle til Guds ære. Måske kimes der også med klokken til Guds ære. Kloge ved, at kirkeklokken normalt ringer for at kalde på folk.
Der er noget med jul og kirke, den godt kan li’. Måske har menneskerne det også sådan. Den har forstået, at mange mennesker kommer i kirken ved juletid. Sådan er det vist ikke resten af året.
Pigerne er færdige med at synge. Præsten har også sagt noget. Alle går. De to mus er alene tilbage. Her kan de få en nat i fred og ro. Nysgerrig er lige en tur rundt. Måske er der lidt at spise. Men nej, ikke engang lidt af det tørre brød. Men det kan også godt vente til i morgen.
De to mus vil væk fra byens larmested.
Ved bækken i skoven de håber på fred.
Til kirke de kommer, den ligner postkort,
og pigerne synger som englene flot.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar