torsdag den 6. december 2018

2. december



Nysgerrig er kold og sulten. Den har været omkring og søgt efter mad. Den har jo en god næse for lækkerier. Men der er ikke noget. Den og Kloge bliver enige om at løbe ind mod byen. Kloge har fornemmelsen af, at der er en forbindelse mellem skoven og byen. Men hvad skal den bruge det til. Kloge har det svært med pludselig at være blevet klog.

De to mus løber. I byen har de svært ved at undgå veje og fliser. Særligt skal de passe på de kørende ting, som Kloge ved er biler. Det lykkes dem at smutte langs mure og hække, til de når midtbyen. De finder et sted, hvor børn har leget. Dér finder Nysgerrig gode sager. Børnene må have tabt det. Endelig får de noget ordentlig at spise.
Ved siden af er der et højt, rundt, kulørt glashus.
”Det er til biler.” siger Kloge. Den bliver selv helt overrasker over at vide det. Nysgerrig tror ikke på det. Hvorfor bygge et hus til biler? Den løber hen og kigger ind.
”Kloge er blevet klog men også lidt skør. Sådan er det måske også med mennesker.” tænker Nysgerrig. For det er et hus til biler. Hvor skørt. Men måske er der også bygget et hus til mus. Ja, det ville da være rimeligt. Nysgerrig er klar til at finde det. Et sådant hus må lugte godt. Men Kloge siger, at det ikke findes.

De løber dog videre, for der er en pibende larm oppe fra en skrænt. Kloge kan fortælle, at det er et tog. Lidt efter står de ved en stor kirke.
”Her!” siger Kloge. ”Jeg tror, vi skal lidt op ad væggen der.”
Nysgerrig prøver at kravle. Det er gamle sten, så det går. Et stykke oppe finder den nogle huller. De passer lige til at kravle ind i.
”Her kan vi måske sove,” siger den. ”så slipper vi både for katte og biler.”
”Hmm,” siger Kloge. ”Det er ikke bare huller men vist et menneskes hjerneskal, som du sidder i.”
Det får næsten Nysgerrig til at falde ned.
Kloge fortæller om røvere og en kamp i skoven, der skete for længe siden. Men Nysgerrig ryster på hovedet. ”Kloge er nu blevet lidt for klog,” tænker den.
Da Kloge forsøger at kravle op til et hul, får den brug for hjælp af Nysgerrig. Selv om den er blevet klog, er den stadig lidt klumpet.
En lang dag er slut. Nu trænger de to mus til at sove.

I byen de finder til biler et hus.
Mon også der bygges så flot til en mus?
Men nej, de må nøjes med huller i væg,
der er hjerneskaller af røver med skæg.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar